Juno

Medieproduktionsmedarbejder på Juno

Ro på settet, kamera kører, lyd kører… og ACTION!

Har du lyst til at arbejde med medieproduktion? På Juno kan du komme til at lave film, lyd og billeder. Er du også vild med ny teknik, kameraer, events og godt selskab, så læs trygt videre.

Arbejdet 

På Juno vil du blive oplært i brug af kamera, redigering, lyssætning, touch-teknologi, produktion af apps, billede- og video-redigering samt respekt for udstyr og hinanden. Derudover vil man blive en del af hele produktionskæden, fra research før interviews, til tilrettelæggelse og promovering af produktionen. Alt vil foregå i faste og anerkendende rammer, der bidrager til en positiv og indholdsrig hverdag for voksne borgere med udviklingshæmning. 
Arbejdstiden er mandag til torsdag fra kl. 10-15, og fredag fra kl. 10-13, og der kan forekomme aften- og weekend arbejde. Vi følger ferieskemaet for Københavns kommunes folkeskoler.
Hvert år i slutningen af juni holder vi en årsfest, hvor vi fejrer året, der er gået, med et legendarisk brag.

Optagelseskrav

Du skal være fyldt 18 år og være selvhjulpen i forhold til spisning, toiletbesøg og transport for at kunne arbejde på Juno.

Først skal du gennem en tre ugers praktikperiode, som skal gå gennem visitationen. Går det godt, kan man blive indskrevet, og herefter kalde sig mediemedarbejder. Ved optagelsen lægger vi især vægt på din motivation for at arbejde med medier, lyst til at lære nyt, og at du er en holdspiller. På Juno bliver du nemlig del af et team, og der er brug for alle, hvis vores produktioner skal blive gode.

Du er velkommen til at besøge Juno efter aftale.

Betaling
Et arbejdsår løber fra august til juli måned. På Juno er der ikke brugerbetaling. Der er derimod et kontingent på 2.700 kr. til "Foreningen Medieskolen Junos elever” til kaffe, gaver, entrér, billetter og hygge i stor stil.

Hvis du er blevet nysgerrig, så besøg vores hjemmeside www.juno.kk.dk

Her kan du læse mere og se vores produktioner.